Om Hockeyklubben Odin

Klub alias: HK Odin

Klub CVR: 30778715

Fyns eneste fieldhockeyklub - med et slående fællesskab på tværs af holdene! Stiftet i 1939.

ODIN: En grundfortælling om en slående bevægelse

Hockeyklubben Odin
Generation på generation, medlem for medlem, har utallige hockeyspillere siden 1939 hver lagt en
lille sten i det fællesskab, som er Hockeyklubben Odin. Verden har forandret sig: græsset er blevet
til polypropylenstrå, træet i stokkene er blevet til carbonfibre, fjernsynet har fået farver, samfundet
er blevet digitalt. Men som en oase af fysisk udfoldelse og leg forbliver Odin et mødested for
passionerede mennesker, hvis hjerter banker for fællesskabet, for klubben og for sporten.

Fællesskabet
I Hockeyklubben Odin mødes børn fra seks-årsalderen, unge teenagere, voksne mænd og kvinder
og den gamle adstadige garde – uge ind og uge ud. På tværs af årgange skaber medlemmerne et
kammeratskab, som holder en sport fra svundne tider i live. Det er hockeysporten, vi mødes om,
men vores fællesskab er så meget mere end det sportslige. Hockeysporten er midlet. Fællesskab,
bevægelse og begejstring er målet. Som holdkammerater, forældre, trænere, ledere og frivillige er
hockeyfællesskabet noget, vi skaber sammen og giver til hinanden. 

Klubben
I Hockeyklubben Odin er det ildsjælene, der gør forskellen. Klubben drives af mennesker med
store hjerter, varme hænder og kloge kroppe. Vi er et demokratisk kollektiv, der giver plads til de
mennesker, der vil gå en ekstra mil for fællesskabets skyld. Sammen udgør vi et stærkt fundament.
Oven på det fundament blomstrer individerne til alles fælles bedste og til alles fælles glæde – på
banen, på sidelinjen og i klubhuset. Vi er en lille klub, men en rummelig forening. Vi favner alle,
uanset køn, alder, hudfarve, seksualitet og religion. Vi er en klub i øjenhøjde. 

Sporten
I Hockeyklubben Odin går alle med stok – uanset alder! Vores fællesskab bygger nemlig på en leg
med bold og stok. Det er fysisk velvære, sved på panden, latter, samvær og et trygt
kammeratskab. Og det er kappestrid. Vi spiller for at vinde, ikke fordi det er vigtigt at vinde, men
fordi det er vigtigt at stå sammen om at prøve. Med en stok i hånden har vi ikke brug for penge og
berømmelse for at yde noget stort. Hockeysporten og fællesskabet i klubben giver mening for os
og får os op på tæerne. Gennem hockeysporten indgår vi i en unik samhørighed med spillere,
kolleger og venner i andre klubber og i andre lande. Uge for uge, måned for måned, og år for år
udvikler vi os i og næres af vores slående fællesskab. 

HOCKEYKLUBBEN ODIN:
Fællesskabet er slående!

Hockeyklubben Odin har træninger i følgende byer:

Klubben er en del af Odense kommune