Bk. Pionerens hold & aktiviteter

Bk. Pioneren har ingen aktive prøvetimer i øjeblikket

Om Bk. Pioneren

Klub CVR: 32805736

Bk. Pioneren ønsker at være Københavns hyggeligste klub med en god balance mellem de sportslige ambitioner, venskaber på tværs og det fælles ansvar i et forpligtende fællesskab.

Bk. Pioneren er etableret i 1931 og har altid fokuseret på at være en klub, hvor god holdånd, tætte relationer og reelt nærvær binder klubbens medlemmer sammen.

Fodbold er omdrejningspunktet for alle klubbens medlemmer, og vi har hold for de fleste:
Fælles for piger og drenge:
- Bold & Bevægelse / PandaBold (ca. 2-5 år)
Piger:
- Mix (5-7 år)
- Pigefodbold U9 (8-9 år)
- Pigefodbold U12 (9-12 år)
Drenge:
- Mix (5-7 år)
- U8 (7-8 år)
- U9 (8-9 år)
- U11 (9-11 år)
Fælles for kvinder og mænd:
- Onsdagssneglene / motionsfodbold (ca. 15-70 år)
- Pioneren AllStars / træningshold på tværs (ca. 38-55 år)
Mænd:
- Seniorhold hhv. 7v7 og 11v11 (ca. 17-40 år)
- Veteran og superveteran hhv. 7v7 og 11v11 (ca. 38-55 år)

Vidste du, at Pioneren har eget klubhus i Vigerslevparken, hvor vi udover omklædning og taktiklokale har et forholdsvist nyt klubhus, hvor vi har fællesspisning for børneholdene hver tirsdag efter træning i sommerhalvåret, og en månedlig fællesspisning for ungdomsholdene.

Pionerens fællesskab går på tværs af alder, køn, religion, etnicitet, seksualitet mv., fordi vi mener, at alle skal behandles med respekt og ordentlighed. Derfor har klubben også et værdisæt, der tager udgangspunkt i ordet "vensomhed", fordi vi alle fortjener at være gode ved hinanden.

Vi har også sportslige ambitioner, og vi er én af efterhånden få klubber, der stadig har græsbaner at spille på i sommerhalvåret, der dog erstattes af kunstbaner i vinterhalvåret. Træningspassene består oftest af en god blanding af leg, teknik og kamp, og øvelserne er typisk lavet, så de tager højde for niveauforskelle.

Med udgangspunkt i klubhuset og banerne i Vigerslevparken er klubbens medlemmer traditionelt fra områderne omkring, dvs. Valby, Hvidovre og Vigerslev, men uanset hvor du bor, så er du altid velkommen til at blive medlem.

Udover de mange aktiviteter med træning og stævner for de enkelte hold, så afholdes der også flere tværgående sociale aktiviteter henover året som foruden sæsonafslutninger også byder på bl.a. fastelavn i foråret og halloween i efteråret, ligesom der er to årlige forældremøder forud for hhv. sommersæson og vintersæson.

I forhold til at sikre en god trivsel blandt klubbens medlemmer og forældre har vi i sommerhalvåret typisk ugentlig fællesspisning om tirsdagen for alle børnehold inklusive forældre (til og med U8), mens der er en månedlig fællesspisning for de ældre hold. Til fællesspisningen vil der typisk altid være nogle fra bestyrelsen til stede ligesom trænerne også deltager, så her vil der være mulighed for at få snakket om alt, der vedrører klubben og dit barns medlemskab.

I forhold til det forpligtende fællesskab er det værd at bemærke, at fællesspisningen går på runde mellem de enkelte hold, hvor forældrene så skiftevis bidrager med madlavning i klubhuset, og derudover deltager flere forældre også ofte med forskellige praktiske opgaver enten omkring holdet eller i klubben. Ønsker man at bidrage i større omfang, så er der altid brug for frivillige hænder. Ligeledes er der mulighed for hvert år at vælge forældrerepræsentanter til klubbens bestyrelse, så vi er sikre på, at ungdomsmedlemmerne også er repræsenteret i klubbens demokrati og udvikling.

Både hvad angår kontingent og udstyr, tilstræber klubben at være et tilbud for alle, så vi har nogle af de laveste kontingentsatser og nogle af de mest attraktive udstyrspakker uden at gå på kompromis med kvalitet og indhold. Vi udbyder forskellige udstyrspakker til brug for både kamp, sommertræning og vintertræning, så alle er ordentligt klædt på, og skulle man ikke have mulighed for selv at købe et spillersæt, så har vi altid ekstra af dette, så man altid kan deltage i kamp og stævner.

Vi glæder os til at byde dig velkommen i Bk. Pioneren - Københavns hyggeligste fodboldklub.

Bk. Pioneren har træninger i følgende byer:

Klubben er en del af København kommune