Hjælp os med at få flere danskere ind i et fællesskab.
Motivu er en Social Impact Business med et stort samfundsmæssigt formål. Vi bygger og driver den infrastruktur, der aktivt rekrutterer borgere ind i foreninger i hele Danmark. Vi opsøger de inaktive, vi sænker barrieren for at prøve noget nyt, og vi sikrer at foreningerne er klar til at tage godt imod dem der kommer.
Vi er et lille, ambitiøst team der hele tiden arbejder på at løse vores opgaver smartere. Vi er langt fremme med at bruge AI i praksis, og det er en stor del af måden vi arbejder på. Hos os får du lov at lære de metoder at kende fra dag ét.
Vi søger nu en studentermedhjælper, der er stærk til online annoncering, sulten efter at lære nyt, og som brænder for at bruge sine kompetencer på noget der betyder noget.
Vi er en virksomhed i vækst, og det betyder at ikke alle opgaver er defineret på forhånd. Du skal trives med at tage initiativ, finde løsninger og løbende justere kursen. Det her er et studiejob med rigtigt ansvar.
Du hjælper foreningerne med at nå flere borgere gennem betalte kampagner. Du opsætter og driver annoncer i Meta Business Manager (Facebook og Instagram), arbejder med målgrupper og geografisk targeting, holder øje med budgetter og nøgletal, og optimerer løbende ud fra resultaterne. Erfaring med Google Ads er et plus. Det er her, dine kompetencer for alvor kommer i spil.
Du holder onboarding-møder online, hvor du viser frivillige hvordan de kommer godt i gang, og du svarer på spørgsmål i den daglige support. Det kræver tålmodighed og evne til at forklare tingene i øjenhøjde, ofte med mennesker der ikke er vant til digitale værktøjer.
Du er vores ører og øjne i mødet med foreningerne. Den viden du samler bruger vi direkte til at gøre Motivu bedre i tæt samarbejde med vores tech-team.
Ansøgningsfrist: Snarest muligt. Vi holder samtaler løbende og ansætter, så snart vi finder det rette match, så vent ikke med at sende.