Om FIF Håndbold
Klub alias: FIF
Klub CVR: 90714368
I FIF Håndbold mødes både drenge og piger for at have det sjovt med håndbold – og for at få en masse fælles oplevelser med sine hold- og klubkammerater.
FIF er en af landets ældste klubber stiftet i 1913. Klubben startede med atletik på programmet. Man begyndte at spille håndbold i 1935. Træningen foregik bl. a. på Frederiksberg Slot og skolernes gymnastiksale. I 1962 kunne man rykke ind i en helt ny hal på Frederiksberg. Det blev mere eller mindre startskuddet til en eventyrlig håndboldudvikling på Frederiksberg.
Klubberne fik en rigtig håndboldbane til træning og kamp og konkurrencen mellem klubberne blev intens. På et tidspunkt i 70’erne havde klubberne FIF, SAGA, Ydun og BM hver et eller to divisionshold samt en ungdomsafdeling. Selv fodboldklubben FB havde en ungdomsafdeling med håndbold. FIF med to 1. divisionshold (damer og herrer) og SAGA med et 1. divisionshold herrer og 2. divisionshold damer blev de toneangivende. I årene efter fik håndbold over hele landet en periode med svigtende tilgang af børn og unge. De to klubber, FIF og SAGA indgik så i 1988 et fornuftsægteskab (FIF) med henblik på bl. a. at styrke eliten og ungdommen på Frederiksberg. I løbet af få år lykkedes det at få skabt en stor og stærk ungdomsafdeling.
Håndbolden voksede og planerne om at bygge en opvisningshal opstod. Opvisningshallen blev en realitet og stod færdig til brug i januar 2001. Den første kamp, der blev spillet her var en Champions Leauge kamp mellem FIF og Buducnost Brillant Podgorica fra Jugoslavien. Økonomien i dansk håndbold voksede og ligeledes lønninger til spillere og trænere. FIF måtte til sæsonen 2002-03 indgå en samarbejdsaftale med Parken Sport & Entermaint for at undgå en konkurs og tvangsnedrykning. På FIFs licens og under navnet FCK Håndbold fortsatte holdene i øverste række. De to første år blev en indkøringsperiode. Herefter spillede holdene om medaljer næsten hvert år. Kulminationen var et DM for herrer i sæsonen 2007-08. Det blev også til deltagelse i Championsleauge for herrerne.
Vi vil være en rollemodel
FIF Håndbold er med sin historie og sine værdier en kulturbærer i dansk håndbold og idræt. Den historie og den arv forpligter os til at gøre os umage i alt, hvad vi foretager os på og uden for banen. Vi skal stræbe efter at nå de bedste oplevelser på alle niveauer. Både på vores allerbedste elitehold - og på et hold af 6-årige nybegyndere.
FIF vil være den klub, andre ser på som en rollemodel for dansk håndbold. Fordi vi er dygtige håndboldspillere. Og fordi vi både på og uden for banen altid opfører os som FIF’ere.
Ofte er der flere øjne på os i FIF, end på så mange andre. Derfor skal vi altid opføre os bare lidt bedre og gå forrest – både på og udenfor banen.
Man skal altid kunne se, at her kommer et hold fra FIF. Ikke blot fordi vi har hvide trøjer og blå bukser. Men fordi vores opførsel, attitude og spil er præget af en positiv tilgang til andre mennesker og en offensiv tilgang til at udvikle hold og spillere.
Det skal være med stolthed, at spillere og ledere bærer FIF logoet på deres spilletøj. Den historie og kultur, som ligger i det logo, forpligter. Forpligter til at gøre sig umage, til at kæmpe for sit hold og sin klub, og til at gøre det lille ekstra for sin hold- eller klubkammerat.
Når man er FIF’er, er der ingen der er hævet over klubben. Vi er derfor også en klub, hvor der ikke er en modsætning mellem bredde og elite. Og vi tror på, at skal man for alvor være elitær og skabe endnu flere store FIF-talenter, kommer det kun i et miljø, hvor der er plads til alle, og hvor alle får mulighed for at udfolde sig.
Trænere og ledere i FIF gør derfor meget ud af, hvad det vil sige at spille og træne som en del af et hold. Det handler om fairplay, om at være gode holdkammerater, men også om, at vi ikke alle har de samme forudsætninger for at lære – uden at det i øvrigt gør nogen til mindre værd som mennesker end andre.
FIF Håndbold har træninger i følgende byer: