Thorsminde overrasker hver gang!
På tangen, hvor det barske Vesterhav møder den rolige Nissum Fjord, finder du Thorsminde.
Her er oplevelser til alle, som søger unikke oplevelser, og masser af frisk luft.
Der er højt til loftet, langt ud til kanten og plads til dybe indåndinger og det er her sjælen atter får ro, så hvorfor ikke, slå to fluer med et smæk?
Elsker du frisk luft og vand under fødderne? Og er du vild med vandsport eller ergometer roning, må du ikke undlade at besøge Thorsminde Coastal Roklub, hvor du har alle muligheder for unikke oplevelser på og ved vandet og i sportshallen.
Thorsminde Coastal Roklub (TCR) og DFfR Coastal Rowing Center, har til huse i “Havets og Fjordens Hus”.
Til roning på vand, råder klubben selv over 4 coastalbåde:
2 stk. C2x, 1 stk. C4x+ og 1 C1x og har derudover en C2x udstationeret fra DFfR og til eRoning, roning på land, har vi pt. 11 maskiner til rådighed, så klubben har et godt fundament at bygge på.
Roning og eRoning er for alle, ung, gammel eller midt imellem, og det er en meget social sportsgren, som hele familien kan være sammen om at dyrke.
I klubben kan børn fra 10 år blive medlem og der er ingen aldersgrænse for voksne…
Når man først har prøvet det, så er det en fantastisk oplevelse, uanset om der er helt vindstille, eller den friske vind blæser håret bagud, eller du sidder sammen med andre og giver den gas på romaskinerne.
I TCR er der plads til alle, uanset om du er til ”hyggeroning” eller du gerne vil ha´ fart i båden.
Vi har flere uddannede instruktører, der til enhver tid er klar til at tage godt imod dig og lære dig alt om roning på vand og/eller ergometer roningens fantastiske verden.
Du har altid 3 gratis prøveture, på både roning på vand og ergometer roning, inden du bestemmer dig for at melde dig ind i klubben.
Som nyt medlem kan du forvente en varm velkomst i klubben. Her er der plads til både begyndere og erfarne roere og fællesskabet er en bærende del af foreningens ånd.
Vi tror på, at sport ikke kun handler om fysisk udfoldelse, men også om at opbygge netværk, selvtillid, teamwork og glæde.
I Thorsminde Coastal Roklub er vi stolte af vores topmoderne faciliteter, der er tilgængelige for alle medlemmer.
Vi har hold for både dem, der lige er begyndt, og dem, der har roet i mange år. Vores udstyr er i topklasse og vi sørger for, at alle kan få det optimale ud af deres træning.
I bygningen, hvor Thorsminde Coastal Roklub har bådhal, findes der adgang til toilet, omklædningsrum og sauna med kik ud over Nissum Fjord og kanalen mellem fjorden og Vesterhavet.
Sidst, men ikke mindst, ved og omkring bådhallen, er der 2 stk. vildmarksbade, udendørs opholdsarealer, grillmuligheder osv…
Hos os, handler det ikke kun om roning.
Vi mener, at sociale arrangementer er en vigtig del af klublivet og en fantastisk måde at styrke fællesskabet på.
Året rundt organiserer vi en række begivenheder - bl.a. hyggelige “spis sammen” aftener og klubarrangementer med andre roklubber i hele Danmark.
“ Vores hus”, Havet og Fjordens Hus, er ejet og driftes af Holstebro Kommune og rummer også Thorsminde Naturskole, ligesom Thorsminde Hallen hører under samme "tag"!
Om du vælger at besøge Thorsminde som enkeltperson, eller I vælger at henlægge roklubbens langtur, ferie- eller weekendtur til Thorsminde, hvor I er mange deltagere, er der, for foreninger, mulighed for indkvartering for op til 60 pers. i Havet og Fjordens Hus.
Så derfor, kom selv og oplev det og bliv en del af vores unikke fællesskab.
Vi glæder os rigtig meget til at byde dig/ jer velkommen.