Om Jysk Akademisk Fægteklub
Klub CVR: 32517919
Jysk Akademisk Fægteklub har eksisteret siden 1950’erne. Som navnet antyder, har klubben altid været tilknyttet det akademiske miljø, hvilket blandt andet ses i klubbens våbenskjold, der har Århus Universitets delfin i centrum. Vi er medlemmer af Aarhus Universitetssport (AUS) og således stadig i dag tilknyttet universitetet, med et særligt [kontingenttilbud] til studerende. Vi henvender os imidlertid ikke kun til studerende, men derimod til alle lige fra legesyge børn og voksne med hang til hygge til ambitiøse fægtere, der deltager ved både EM og VM. I JAF er fægtning for alle!
Fægtning er for ALLE!
Fægtning er en fantastisk sport på mange måder! Det er der dog desværre ikke så mange som er klar over i Danmark, og utroligt nok har denne olympiske sportsgren kun et sted mellem 1500 og 2000 udøvere i Danmark. I JAF vil vi gerne dele sporten med så mange som muligt og vise både hvad den kan, men også hvad man selv kan med den. Vores medlemmer brænder for sporten og holder af det lokale, nationale og potentielt internationale miljø, man hurtigt bliver en del af som fægter.
Vi vil i JAF gennem glæden for sporten og klubben gerne skabe grundlaget for at, hvem som helst kan dyrke sporten! Om det er er den fattige studerende som gerne vil holde sin fysiske form når bøgerne ikke fylder for meget, om det er den 6-årige Jack Sparrow som egentligt bare synes det kunne være fedt at stikke sine venner ned og hygge med dem på én gang, om det er de elite-orienterede der ønsker udfordring og den helt hårde behandling, eller om det er dem der blot ønsker at hyggefægte et par kampe og ellers nyde selskabet. Uanset hvem der gerne vil fægte og på hvilket niveau de ønsker det, er de velkomne i JAF og vi vil forsøge at imødekomme deres ambitioner - store som små.
Jysk Akademisk Fægteklub har træninger i følgende byer: