Bliv medlem af Danehofgarden
Har du lyst til at spille en masse forskellig musik, få nye venner, komme på rejser og få en masse oplevelser? Så er Danehofgarden helt sikkert noget for dig.
Danehofgarden er en forening i Nyborg på Østfyn for børn og unge. Vi optager medlemmer fra 7 år og op til 18 år, men er du først meldt ind, kan du blive så længe, du har lyst. Vi har medlemmer som er langt over 20 år.
Det er helt unikt, at vi har medlemmer i så forskellige aldre, og som spiller sammen, rejser sammen og danner venskaber for livet. Her hjælper de store de små med de ting, de måske ikke er så gode til. På den måde lærer alle vores medlemmer respekten for andre mennesker, uanset hvordan de er.
Vi har medlemmer fra store dele af Østfyn, med Nyborg, Ørbæk og Ullerslev i spidsen. Men vi optager medlemmer fra hele Fyn. Musikundervisningen foregår i vores Garderhus i Nyborg. Så hvis du har muligheden, så kom og spil musik hos os.
Hos Danehofgarden er der mange forskellige instrumenter, du kan vælge at spille på. Måske er saxofonen eller trompeten lige dig eller måske skal det være en tromme eller en tuba, du skal spille på. Du kan læse mere om gardens instrumenter her.
Undervisningen
Som medlem i Danehofgarden får du enkeltundervisning en gang om ugen hos din lærer. Det er her, du lærer at spille på dit instrument. Allerede fra første uge kommer du med i “Forskole" Her spiller de allernyeste elever. Efterhånden som du bliver bedre rykker du videre til andre sammenspilshold, som passer til dit niveau.
I Danehofgarden er alle vores lærere professionelle musikere, og du er derfor sikret musikundervisning i meget høj kvalitet. Desuden vægtes det sociale sammenhold højt, så du allerede fra starten møder andre gardere i din aldersgruppe.
Når du er blevet rigtig god til at spille på dit instrument, kommer du i uniform. Så kommer du med ud og spille koncerter på arrangementer, hvor Danehofgarden er bestilt til at komme og underholde. Det kan være til byfester, fødselsdage og meget andet. Det er rigtig sjovt og fedt at være med. Ofte kommer vi med om “bagved” og kommer helt tæt på kendte mennesker og bliver også behandlet lidt VIP-agtigt.
Danehofgarden laver også andre ting end at spille musik. Vi tager til stævner, hvor vi møder mange andre bygarder fra hele Danmark, tager på ture både i ind- og udland, holder fester, bl.a. stiftelsesfest og juletræsfest og for de yngste afholdes der en fest specielt for dem kaldet Young Club.
I Danehofgarden kan du spille på mange forskellige instrumenter:
Piccolofløjte
Piccolofløjten har en høj og lys klang, og spiller ofte melodien i tambourkorpset. Det er dette instrument som alle fløjtespillere i tambourkorpset spiller på.
Enkelte elever har desuden en tværfløjte som bi-instrument til piccoloen. Dette gør det muligt også at få lidt dybere klange med i melodierne. På marchture m.m. er det dog kun piccoloen vi spiller på.
Tværfløjte
Dette er den mest brugte fløjte i harmoniorkesteret. Den har en dejlig blød klang, men kan også godt komme helt op og blive en smule skærende i lyden.
Som bi-instrument til tværfløjten kan man vælge at spille på piccolofløjte.
Klarinet
Klarinetten holdes lodret og har et stort toneomfang. Den kan komme forholdsvis dybt ned, men er mest kendt for at spille ret lyst.
Klarinetten er et af de vigtigste instrumenter i et harmoniorkester (kan sammenlignes lidt med violinerne i et symfoniorkester).
Den har en lang række klapper og huller ned langs hele instrumentet. Med fingrene holder man så på klapperne og hullerne og kan ved at åbne og lukker for hullerne ændre tonen.
Klarinetten er ikke så voldsom stor og der er derfor ikke de store fysiske krav for at kunne spille på dette instrument.
Altsaxofon
Altsaxofonen er den lyseste af de saxofoner, vi bruger i garden. Dens klang er forholdsvis lys og har en blød klang med det karakteristiske saxofonpræg.
Saxofonen har en lang række klapper ned langs hele instrumentet. Disse klapper bruges til at ændre, hvilken tone man vil spille.
Tenorsaxofon
Denne saxofon er lidt større og dybere end altsaxofonen. Den klinger dybere, men ellers er der ikke de helt store forskelle på disse to instrumenter.
Tenorsaxofonen har en lang række klapper ned langs hele instrumentet, som bruges til at ændre tonen med.
Det anbefales at man starter med at spille altsaxofon, før man senere kan gå over til tenorsaxofon. Da instrumenterne næsten er ens, er der ikke den store forskel, men altsaxofonen er lidt mindre og derfor lidt nemmere at “styre” i starten.
Barythonsaxofon
Denne saxofon er endnu større og dybere end både alt- og tenorsaxofonen. Den klinger dybere, men ellers er der ikke de helt store forskelle på disse tre instrumenter.
Barythonsaxofonen har en lang række klapper ned langs hele instrumentet, som bruges til at ændre tonen med.
Det anbefales, at man starter med at spille altsaxofon, før man senere kan gå over til barythonsaxofon. Da instrumenterne næsten er ens, er der ikke den store forskel, men altsaxofonen er lidt mindre og derfor lidt nemmere at “styre” i starten.
Trompet
Trompeten er et af de mest kendte instrumenter. Den er god til at spille fanfarer og lignende på grund af dens fine og skarpe klang.
Trompeten har 3 ventiler (knapper), som bruges til at ændre tonen med.
Trompeten er ikke så stor og er derfor både et instrument, man vælger for at spille på det, men også for måske senere at kunne skifte til nogle af de lidt større blæsere, f.eks. trombone.
Waldhorn/Horn
Udover at være en del af PostDanmarks logo er dette instrument kendt for sin dejlig bløde og varme klang.
Hornet bruges ofte i mellemlejet og spiller derfor midt imellem de lyse blæsere og dybe blæsere, men kommer dog også både op i de lyse registre op og ned i de dybe engang imellem.
Hornet har 3 ventiler (knapper), som bruges til at ændre tonen med.
Eufonium
Dette instrument ligner en lille udgave af tubaen. Dette er en meget god beskrivelse af instrumentet, da disse to instrumenter på mange måder ligner hinanden. Dog bruges de på to vidt forskellige måder i musikken.
Eufoniumet har 3 ventiler (knapper), som bruges til at ændre tonen med.
Eufoniumet er et rimeligt stort instrument, men dog langt fra ligeså stort som sin storebror, tubaen.
Trombone/basun
Dette instrument er specielt kendt for sin evne til at lave et glissando (hvor man glider fra den ene tone til den anden). Det er dog ikke det eneste man kan på dette instrument. Instrumentet har en lidt mørk / dyb klang.
Tonen ændres ved at skubbe “trækket” frem eller tilbage, og trombonen har derfor ingen ventiler.
Instrumentet kræver lidt lange arme, da man skal kunne skyde “trækket” frem og tilbage.
Tuba
Tubaen er den dybeste blæser i hele harmoniorkesteret. Den har en meget dyb klang og er også det største blæserinstrument i garden.
Tubaen har 3-5 ventiler (alt efter model), som bruges til at ændre tonen med.
Pga. instrumentets størrelse kræves det, at en elev på dette instrument har en rimelig størrelse, derfor starter mange elever, der ønsker at spille dette instrument først med at spille trompet eller eufonium og kan så senere skifte til tuba.
Klokkespil
Klokkespillet klinger meget højt, og høres tydeligt når der spilles på det.
Klokkespillet står på et stativ og bruges derfor kun til koncerter.
Du spiller på klokkespillet med to hårde køller.
Som elev på klokkespil vil man også lære at spille på marimba.
Trommesæt
Trommesættet er en samling af trommer og bækkener sat op på en måde, så man kan spille på alle trommerne på én gang.
Man sidder på en lille stol bagved trommesættet, og man spiller med både fødder og hænder.
Trommesættet ligger hele den rytmiske baggrund for musikken.
Som elev på trommesæt vil man også lære at spille på lilletromme og andre slagtøjsinstrumenter.
Marimba
Marimbaen er et stort instrument og kan forklares som et kæmpe stort klokkespil. Dog er tonerne lavet af træ istedet for metal.
Marimbaen bruges kun til koncerter, og derfor fungerer det også kun som et bi-instrument.
Man spiller derfor på enten på klokkespil eller slagtøj ved siden af.
Klokkespil
Klokkespillet klinger ligesom piccolofløjten meget højt og høres tydeligt, når der spilles på det.
Klokkespillet bæres med et skulderstativ, og dette frigør begge hænder, så man kan spille på klokkespillet med 2 hårde køller.
Som elev på klokkespil vil man også lære at spille på marimba.
Marchtromme
Marchtrommen har en meget væsentlig rolle i tambourkorpset. Trommen bæres med et skulderstativ.
Man spiller med to almindelige trommestikker på trommen.
Når garden marcherer, er der flere gange indlagt trommesoloer for alle marchtrommer.
Som elev på marchtromme lærer man også at spille på næsten alle andre slagtøjsinstrumenter hen ad vejen.
Timp-toms
Timp-toms er en blanding mellem pauker og tom-toms. Pauker hedder på engelsk Timpani, derfor hedder dette instrument Timp-toms.
Vi har i Danehofgarden et sæt med 5 tom’er.
De trommer der sidder på svarer i store træk til de tom-toms, der også sidder på et trommesæt. Her er de alle 5 monteret på et stativ som bæres i en carrier på skulderen, så man også kan marchere med det.
Bækken
Bækkener har en meget kraftig og lys lyd og har derfor en stor effekt på musikken, hvis man spiller kraftig på dem.
Bækner bæres med et bækken i hver hånd og spilles ved at slå disse to bækner sammen.
Som elev på bækner lærer man også at spille på næsten alle andre slagtøjsinstrumenter.
Stortromme
Stortrommen er den største af alle trommer i tambourkorpset. Den har en dyb klang.
Trommen bæres enten med et skulderstativ.
Man bruger 2 stortrommekøller til at spille på trommen med.
Som elev på stortromme lærer man også at spille på næsten samtlige andre slagtøjsinstrumenter.