Selvom man bor i storbyen, kan man godt have en friluftsprofil!
HVER MANDAG KL. 1730-19.00 (19.15-20.30)
FDF F 10 Solbjerg er en frivillig forening for børn og unge, der holder til ved Solbjerg Kirke på Frederiksberg. Vores aktiviteter foregår i byens grønne områder, og vi er udendørs hele året, uanset vind og vejr. Vi ønsker, at forbinde børn og unge til naturen, og skabe relationer hvor børnene møder voksne, der har noget på hjerte. I samspil med Solbjerg Kirke har vi fokus på dannelse gennem kristne værdier, og vi giver børn og unge et ståsted at møde verden fra. FDF F 10 Solbjerg blev stiftet i 2021 og har i dag ca. 35 medlemmer.
VISIONEN I FDF F 10 SOLBJERG lyder:
-At forbinde flere børn og unge til naturen gennem FDF.
-Dannelse af børn og unge igennem kristne værdier.
FDF F 10 SOLBJERG HAR STORE AMBITIONER
-Gennem en legende tilgang til samvær, vil vi bibringe børn og unge relationer og samfundsengagement
-Frederiksbergs og københavns førende børne og ungdoms mødested inden for friluftsliv
-Engagere os i lokalsamfundet med kirken som omdrejningspunkt
-Afholde udeture på årligt plan, i et tilpasset niveau
LEDERE MED NOGET PÅ HJERTE
I FDF står frivillige ledere klar til at byde dit barn velkommen til sjove og fantasifulde aktiviteter hver uge. Alle ledere i FDF er over 18 år, de tager ansvar til de ugentlige møder og har blik for det enkelte barns trivsel i fællesskabet.
Vi giver børn og unge et ståsted
Kernen i FDF er fællesskabet, både for børn og for børn og voksne. Det at lege, hygge, grine og tale sammen, og at blive mødt med respekt uanset baggrund, alder eller evner. Vi tror at alle har noget at bidrage med til fællesskabet, og det præger den måde, vi er sammen på.
I FDF møder børn og unge engagerede voksne, der har en holdning til livet. Her er voksne med noget på hjerte. FDF bygger på et kristent livssyn, og vi forsøger at formidle de kristne fortællinger og værdier på en måde, der er relevant for moderne børn, unge og voksne. Det er værdier som for eksempel tolerance, tilgivelse og næstekærlighed. Det er dog ikke et krav, at man tror på Gud, for at gå til FDF. Det er vigtigt for os, at der både er plads til tro og tvivl.
I FDF vil vi gerne inspirere børn til at tænke kreativt og bruge fantasien. Gennem leg, rollespil og opfinderi udfordrer vi os selv, og den verden vi lever i. Derudover kan de konkrete aktiviteter variere fra kreds til kreds, men musik, leg og friluftsliv udgør ofte den røde tråd. Aktiviteterne i FDF er mangfoldige.
FDF et godt afsæt i livet. Mange FDFere har fået stærke sociale kompetencer i FDF, har lært at tænke ud af boksen, og har sans for at vælge til og fra overfor de vigtige ting i livet. FDF giver børn og unge en ballast og et ståsted at møde verden fra.
FDF møder vi børn og unge med et kristent livs- og menneskesyn, der viser, at vi som mennesker er skabt til fællesskab og er ligeværdige uanset baggrund.
FDFs FORMÅL OG VÆRDIER
RELATIONER
FDF er et frirum, hvor børn og unge glædes, oplever og vokser i mødet med ledere, der har noget på hjerte
I FDF tror vi på, at hvert enkelt menneske er skabt med værdi i sig selv, men først i mødet med andre bliver vi hele mennesker. Gode relationer giver modstandskraft og lærer børn og unge at tage ansvar for andre og værdsætte det forpligtende fællesskab. FDF er et frirum fyldt med læring og dannelse, hvor der plads til at være, helt enkelt være til. Her kan man prøve sig selv af og finde ud af, at man duer til noget. Relationer i FDF betyder, at frivillige ledere tager ansvar for mødet og har blik for fællesskabet. I FDF har det værdi, at lederen sætter sig selv i spil i mødet med børn og unge.
TRO
FDF skaber plads til tro og samtale om de store spørgsmål i livet, på et folkekirkeligt grundlag
I FDF tror vi på, at mennesker har brug for at kende deres ståsted i mødet med en mangfoldig verden. I FDF har børn, unge og voksne et sted, hvor de sammen kan tale om tro og tvivl, uden at svaret er givet på forhånd. Her møder børn og unge voksne, der tør sætte deres egen tro i spil og er klar til at fortælle om Gud og lytte til andres erfaringer. Tro i FDF betyder, at vi gør kristendommen konkret og vedkommende gennem fortællinger og leg, sang og musik, samtale og handling. Vi gør dørtrinnet til folkekirken lavere og minder samtidig folkekirken om ansvaret for børn og unge.
LEG
I FDF bliver verden større, når vi gennem leg og udfordringer lærer at indgå i forpligtende fællesskaber
I FDF tror vi på, at leg fremmer vigtige egenskaber som nysgerrighed, kreativitet, mod, fantasi, respekt, glæde, spontanitet og ansvar. Egenskaber, vi har brug for som mennesker, men som ikke kan måles på en skala. I FDF leger vi os til færdigheder – i friluftsliv, når vi spiller musik, eller når vi konkurrerer mod hinanden for sjov og for at prøve os selv af. I FDF arbejder vi for, at børn oplever legens frie væsen, hvor vi leger på tværs af alder og gennem legen etablerer et fællesskab. Leg i FDF betyder, at voksne tager del i legen og leger med - bare fordi det er sjovt.
SAMFUNDSENGAGEMENT
FDF skaber ansvarlige, demokratiske og deltagende medborgere, der engagerer sig i den verden, vi lever i
I FDF tror vi på, at verden har brug for mennesker, der tager del i og ikke blot iagttager livet. Børn og unge inspireres til at anvende jordens ressourcer intelligent og bæredygtigt. FDF bidrager til demokratisk dannelse, når børn og unge får medindflydelse og ansvar, der udvikler deres selvstændighed og engagement. Samfundsengagement i FDF betyder, at der er kort vej til handling, også hvis man er ung og har en god ide. Som frivillige arbejder vi for at gøre en forskel for andre, både i det nære, når vi bidrager lokalt, og når vi gennem internationalt samarbejde får et større udsyn.