Om Modne Motionister
Klub alias: MoMo
Klub CVR: 40800107
Modne Motionister er for alle, der vil vedligeholde kroppen og humøret, og som vil blive lidt langsommere gamle
ET STED FOR MOTION OG BEVÆGELSE
Du oplever, at det nytter noget at deltage, at holde fast, at holde ud, og at blive ved. At bevægelse er en nøgle til gode timer, dage, uger og år.
Du kan vælge, hvad du vil i dag, og du kan vælge noget andet i morgen; sideløbende kan du følge et hold, der motionerer regelmæssigt indenfor din yndlingsdisciplin. Du kan træne ude og du kan træne inde, og du kan tage dig en pause i Pusterummet, når det bliver for meget af det gode.
ET STED FOR HYGGELIGT SAMVÆR OG FÆLLESSKAB
Du bliver glad i låget, og en bedre udgave af dig selv, når du bliver respekteret, som den du er, og når andre viser hensyn til og omsorg for det, du selv ønsker. Vi er ikke kun sammen om motion. MoMo fester og fejrer, når der er en anledning, og vi arrangerer foredrag mv. så vi får brugt hjernen til andet end motion.
ET STED FOR LÆRING OG UDVIKLING
Uanset om du er moden, eller gammel kan du altid blive bedre. Du kan blive stærkere, du kan forbedre din balance, du kan blive mere smidig, og du kan forbedre din kondition. Det er aldrig for sent. Hvis du vil bevæge dig, kan du komme til det, og du kan få hjælp og vejledning til at finde den form for bevægelse, som er god for dig. Du kan blive dus med din krop, og du kan lære, hvad der virker for dig.
SUNDE OG GLADE KROPPE OG SIND I ALLE ALDRE
Bevægelse giver livsglæde - især når vi gør det sammen, og især når bevægelsen ikke kun skal være en nyttig pligt. Bevæg dig, så du plejer lege- og humørgenerne. Så bliver du sund og glad på én gang. Du kan danse dig glad, så du glemmer, at du bliver forpustet, og du kan lege dig i godt humør selv om kroppen skranter.
Du kan altid finde en leg, et spil og bevægelser, som alle kan være med til. Leg har ingen aldersgrænse.
Modne Motionister har træninger i følgende byer: