Om KFIF fodtennis

Klub CVR: 32022960

Fodtennis er en sport for alle. Vi spiller på tværs af køn, alder og niveau, hvilket gør fællesskabet i vores klubber helt unikt.

Fodtennis Danmark blev etableret i 2015 med et ønske om at brede fodtennis rundt i landet. I dag kan man spille fodtennis mange steder i landet, og der kommer konstant nye klubber til. Vi sikrer at der afvikles turneringer, stævner, træningslejre, uddannelse til trænere mv., ligesom vi også har et landshold der klarer sig flot internationalt. I vores fodtennisklubber er der pladser til alle uanset køn, alder og niveau.

Fodtennis ligner på mange måder volleyball – én berøring ad gangen og tre berøringer inden bolden skal spilles over nettet. I stedet for armene, spilles med ben, hoved og bryst, ligesom nettet er sænket til en højde på 1,10m. Der spilles med enten én, to eller tre spillere på hver banehalvdel. Bolden er på størrelse med en fodbold, men dog lidt lettere og med mere friktionsrig overflade. Herudover er det tilladt at bolden rører jorden én eller to gange (alt efter hvilken kategori der spilles), inden den returneres over nettet.

I Danmark er fodtennis mest kendt som et teknisk supplement til træningen i fodboldklubber, men i lande som Tjekkiet, Rumænien og Slovakiet lever fodtennis i stor stil som selvstændig sportsgren. Her spilles fodtennis i skoler og foreninger såvel som selvorganiseret i parker og på strande. For som de siger i Slovakiet: Fodtennis kan spilles přes šňůru - med intet andet end en snor. Samtidig har spillets tekniske finesser gennem mange år tiltrukket adskillige tilskuere i haller og foran tv’et.

De seneste år er der for alvor sat gang i udviklingen af fodtennis på verdensplan, og pr. 1/1-17 var 45 lande organiseret under de to verdensforbund. Fodtennis er fortsat mest udbredt i Europa, hvor mindst 27 lande tilbyder fodtennis som organiseret sport. I Danmark har man kunne spille fodtennis i foreningsregi siden 2009.

Fodtennis kan spilles over alt, og af alle. Spillets mange tekniske finesser sætter det legende element i centrum, og skaber samtidig udfordring nok til uendelige timers træning. Fodtennis har endvidere en unik fleksibilitet i spillet, som gør det muligt at niveaudifferentiere på en måde, hvorpå man kan integrere køn, alder og niveau på samme bane. Der skabes således et stærkt og meget anderledes holdfællesskab i fodtennismiljøerne. Ingen skal føle sig begrænset af sin baggrund eller kompetencer – aktiviteten tilpasses blot så alle kan være med. For nogen handler det om at blive den bedste, mens andre deltager for at være en del af legen og det sociale fællesskab.

Fodtenniskulturen i Danmark er bygget op omkring en fleksibel foreningstanke, hvor den individuelle deltager selv bestemmer egen træningsmængde og -tidspunkt. Og det er således nemt for både børn, unge og voksne at passe træningen ind med øvrige interesser og gøremål – anden idræt, varierende aftenmøder, børnenes fritidsaktiviteter, travle eksamensperioder etc. Fodtennistræningen bliver for mange af deltagerne et fristed for den moderne hverdags konstante pres.

Parametre som ovenstående har i høj grad vist sig at appellere til flere grupper i befolkningen, som ellers ikke har kunne fastholdes i foreningslivet, og indtil introduktionen til fodtennis har levet en hverdag med begrænset fysisk aktivitet. Det gælder især:
• unge, der har stoppet sin foreningsaktivitet grundet en fravælgelse fra førsteholdet eller personligt interesseskift i de tidligere ungdomsår
• sportsskadede boldspillere, der ikke kan holde til kontaktsport
• småbørnsforældre, der ikke kan integrere en fast træningstid i hverdagen
• voksne begyndere, der ikke har haft held med at finde det rette begyndertilbud

Fodtennis har således stort potentiale for at øge fysisk aktivitet og bevægelsesglæde hos flere af landets mindre aktive befolkningsgrupper. Herunder grupper, der enten nu eller i fremtiden, skal agere rollemodeller for kommende generationers idrætsvaner. En udvikling af fodtennis i Danmark vil endvidere bidrage med at skabe et nyt forgangsbillede for et moderne, integrerende foreningsliv.

Fodtennis i Nordhavn

KFIF fodtennis har aktive fodtennis hold her: (Copenhagen International School, Levantkaj 4-14 ,). Holdene træner mandage og er for piger/kvinder og drenge/mænd i alderen 18 - 40 årige.

KFIF fodtennis har følgende fodtennis hold i Nordhavn.

(Copenhagen International School, Levantkaj 4-14 ,):
Fodtennistræning for alle (18 år +) | Mandage, kl. 20:30 - 22:00

Fodtennis i København

KFIF fodtennis har aktive fodtennis hold her: Otto Mønsted Hallen (Institut for Idræt og Ernæring) (Nørre Allé 53). Holdene træner torsdage og er for piger/kvinder og drenge/mænd i alderen 10 - 40 årige.

KFIF fodtennis har følgende fodtennis hold i København.

Otto Mønsted Hallen (Institut for Idræt og Ernæring) (Nørre Allé 53):
Fodtennis for seniorer (+18år) | Torsdage, kl. 16:30 - 18:30
Fodtennistræning for juniorhold (10-15 år) | Torsdage, kl. 16:30 - 17:30

KFIF fodtennis har træninger i følgende byer:

Klubben er en del af København kommune