Om Næstved Skytteforening
Klub CVR: 34660220
Næstved Skytteforening stræber efter at være et samlingssted for alle aldre med interesse for skydesport, både for riffel, pistol og bue
Næstved skytteforening er en forening der bliver drevet af frivillige, med et antal uddannede trænere og instruktører.
Næstved skytteforening vil gerne udvikle nye, dygtige skytter, som kan være med i toppen af
de bedste danske skytteklasser. Det gælder både inden for riffel-, pistol- bue- og handicapskydning.
Der er plads til alle i Næstved skytteforening, både dem der har ambitioner og dem der bare vil have en god hyggelig aften sammen med venner, for det får man hurtigt i foreningen. Vi afholder jævnligt hyggeaftener for alle, hvor familie og venner er velkomne også, så de kan se hvad der sker i foreningen og få rystet os sammen socialt.
Riffel-, pistol- og bueskydning er en præcisionssport. Våbnene er vore sportsredskaber, hvor man med indøvning af blandt andet koncentrationsevne, brug af skytteudstyr samt skydestillinger oparbejder resultater på nummererede skydeskiver eller mål.
Sporten stiller ingen særlige krav til fysik eller køn. Du skal være mindst 7 år som riffel- og bueskytte, og ca. 11-12 år som pistolskytte. (Man starter med at skyde med luftpistol) I alle tilfælde bedømmes børnenes modenhed ud fra sikkerhedsmæssig vurdering, da det er farlige våben, vi har med at gøre.
Du kan som ny skytte låne våben og udstyr, både som barne- og voksenskytte, hos os i skytteforeningen. Dog skal du selv betale for ammunition. Du kan låne pile til bueskydning de første par gange, derefter har vi et beskedent lejegebyr. Hvis du senere skulle ønske at investere i dit eget våben, bue eller skytteudstyr, vil vi gerne vejlede dig ud fra dine behov. Du skal påregne at søge om SKV tilladelse ved politiet til skydning med ammunition, der er et krav fra myndighederne, men det hjælper vi med at udfylde i foreningen.
Du kan melde dig til en prøveskydning i alle skydeformer og når du møder op på skydebanen, vil der være instruktører til stede, som vil instruere dig i sikkerhed samt forskellige ting omkring skydeteknik, tilpasset dit behov ud fra alder og skydeteknisk erfaring.
Næstved Skytteforening kan også tilbyde skydning for kørestolsbrugere på både indendørs- og udendørsbanerne. Herudover er der mulighed for elektron skydning for blinde og svagtseende på vores indendørsbaner og adgang er blevet etableret på udendørs anlæg også med ramper. Geværernes sigtemidler er forsynet med en føler, så man ved hjælp af lyd kan registrere sigtet på skydeskiven.
Vi har haft kontakt til skoler og efterskoler i området, som har booket sig ind til skydning og vi er åbne for at arrangere skydningsevents og polterabend m.m. og giver gerne et tilbud, alt efter omfang og deltagere.
I 2022 har vi fået renoveret vores udendørs skydebane ved hjælp af frivillig arbejdskraft fra medlemmerne og sponsorater fra lokale firmaer, så der er blevet mere lyst og indbydende at opholde sig på banen og adgangsforholdene er forbedret meget. Der er nyt elektronisk skiveanlæg på vej til både 50 meter og pistol banerne, så vi senest fra 2023 sæsonen er klar til pistol- og riffelskydning fra april måned. Der er tænkt på at etablere en bueskydningsbane ved siden af det nye pistol anlæg, så man har mulighed for at bruge alle dage til skydesport uden forhindring med pladsproblem.
Det skal som udgangspunkt være sjovt at skyde. Vi forlanger ikke af dig, at du skal stille op i konkurrencer, og slet ikke som ny skytte. Men hvis du selv har lysten til at prøve udfordringen mod andre skytter, er der rige muligheder for det, både som individuel og på hold. Du vil altid dyste mod skytter, der ligger på samme niveau som dig selv, da alle skytter bliver delt op i klasser ud fra alder, skydestilling og færdigheder. Man kan via DGI´s app tilmelde sig stævner over hele landet, hvis man ønsker det.
Foreningen er tilknyttet DGI-Storstrømmen
Vi glæder os til at modtage dig og vise dig vores sport.
Næstved Skytteforening har træninger i følgende byer: